
|
31/07/2007
Så er dagen, eller rettere morgenen endelig
kommet, hvor vi skal på ferie til Italien - Mette, Asger og Emil. Kommunen er ligeglad med, om vi
tager barsel samtidig eller i forlængelse af hinanden, så vi har valgt at
nyde lille Emil sammen i 2 måneder, hvoraf den ene måned bliver i Italien.
Det bliver til 2.200 kilometer i en lejet
Fiat Panda igennem Toscana, Umbria, Lazio og Campania.
|

Emil sætter sig grundigt ind i sagerne under
rejsen.
|

|
01/08/2007
af Asger
Vi gik til centrum [4
km.] En god tur hvor vi fik set lidt af det ikke turistede Firenze – I
øvrigt er vi begge glade for at vi boede lidt uden for centrum – så vi kunne
se lidt af hverdagen i Firenze og handle i de lokale butikker + at der er
mere roligt her. Det med de lokale butikker giver dog også sine
udfordringer da de ansatte i butikkerne de fleste steder kun taler
italiensk.
Over frokost gik vi af
den meget stejle Costa S. Giogio gade op til Belvedere fortet. Fra fortet
skulle der være en flot udsigt, men der var lukket – siesta… Argh – vi har
meget at lære om Italien endnu. Men turen derop og ned var også flot.
Efter et lille kaffestop gik vi over Ponte Vecchio broen som er kendt for
de hængende butikker der er bygget på ydresiden af broen. Den er meget
charmerende, med butikkerne i diverse sandfarver.
02/08/2007
af Mette
Vi gjorde os klar og tog bussen ind til
Firenze. Asger ville gerne på markedet Mercato centrale, der lukkede
klokken 14. På vej ud af hotellet bliver Emil i klapvognen mildest talt
overfaldet af rengøringsdamen der faldt helt i svime over lillemanden. Vi
fik forklaret at han er 6 måneder. Han var bello, comlimento. Hun kyssede
hans hænder og var helt vild.
Vi fandt hurtigt markedet, hvilket var noget
af en oplevelse. Det var en stor hal med boder der solgte rigtige
italienske specialiteter såsom olie, ost, vin, pølse osv. Det var en ren
fryd at gå rundt derinde. Der duftede vidunderligt og der var mange ting
at se på. I den ene ende var der små boder. I enden af den ene bod, stod
der to italienske mænd og spiste deres frokost imens de delte en karaffel
vin. Vi skulle også have frokost og valgte en lille bod i den modsatte
ende. Pigen kunne engelsk og fortalte hvad der var i alle retterne. Valgte
ravioli med spinat og ost i tomat og flødesovs.
Vi fik dårlig sat os ved
bordet inden hun stod på hovedet i klapvognen. Ihh, han var så sød. Han
blev kysset på hænderne igen og hun spurgte om hun ikke måtte tage ham op.
Så vi havde madro imens Emil drønede rundt på armen af en
italiensk lille bella mama.
Asger ville gerne op i kuplen i domkirken Santa Maria del Fiore, men der
var mellem en halv til en hel times ventetid. Det blev derfor til
klokketårnet Campanilen i stedet for. Da Emil og jeg sad og ventede var
der tre sigøjnere der rendte rundt og tiggede penge. Vi sad og kiggede
lidt efter dem, da der kom en italiener forbi. Hun pegede på sine øjne og
på sigøjnerne. Vi sad tydeligvis og måbede lidt… hvad er det hun prøver at
fortælle os? Så siger hun attentzione og gik videre. Endnu engang blev jeg
bekræftet i, hvor vild jeg er med Italien og italienere.
03/08/2007
af Asger
Mette og Emil kom hjem fra det lokale
supermarkedet, og Mette nærmest undskylder at det tog så lang tid, men det
var simpelthen fordi at alle i kasse køen inklusive kassedamen skulle hen
og se Emil – grande grande – jov de italiener er utrolig glade for børn,
og de syntes alle at Emil er utrolig lang, hvad han også er.
Dagen stod på udflugt
til Pisa og Lucca. Men først skulle vi finde derud – begge byer ligger øst
for Firenze. Vi blev enige om at tage landevejen, da det ville være mere
hyggeligt end motorvejen. Men det endte med at det blev motorvejen, da de toscanske veje kan være svære at finde rundt på.
Vi fik pakket Emil, alle hans ting og os
selv ud på parkeringspladsen 600 meter fra Pisas hovedattraktion – nemlig
det skæve tårn og dertil hørende kirke og dåbskapel. Vi fik gået de 600
meter hen til tårnet, men så begynde det også at regne og tordne, så vi
søgte ly i et spisested til det var overstået. Pizza igen og nok ikke for
sidste gang på denne ferie. Tårnet var mere skævt end vi
havde troet og også smukkere. Vi sluttede vores Pisa tur af med at drikke
kaffe, slappe af og kigge på dagligdagen på pladsen Piazza Dante tæt på
Arno floden.
Vi tog hovedvejen til
Lucca midt på eftermiddagen – med et pitstop da Emil skulle have mad. Vi
parkerede lige inden for den gamle bymur fra 1500 tallet. Der lå Lucca for
vores fødder. Vi var blevet anbefalet Lucca af flere vennepar og vi blev
ikke skuffet. Det er virkelig en charmerede by med gamle huse i 3 etager i
diverse gule nuancer og smalle gader.
I Lucca så vi Piazza del
Mercato som er en rund plads omkredset af huse hele vejen rundt. Utroligt
fedt sted som i gammel tid blev brugt til amfiteater. Vi spiste aftensmad
på pladsen.
Jeg var oppe i Guinigi tårnet som er lidt specielt da der
vokser træer på toppen – udsigten var meget flot. Vi gik en del rundt i
gaderne og nød de charmede huse og pladser og sluttede af med at gå
tilbage til bilen af den gamle bymur. – En by vi begge gerne vender
tilbage til.
04/08/2007
af Mette
Asger havde fået et vildt lækkert
mellemmåltid i en lille side gade i Firenze. Det var en pizza-mini med
tomat, ost, ruccula, friske tomater og oliven.. Jeg ville SÅ gerne have
sådan en til frokost, så vi måtte sætte jagten ind. Asger er heldigvis god
til at finde vej, så vi gik lige derhen. To stk. pizza-mini og en
trappesten uden for en kirke, så var vi godt tilpasse.
Vi skulle i Uffizigalleriet. Det var en
omgang turist turbo. Vi kunne jo ikke spilde tiden på uinteressante
værker, så vi fulgte guidebogen og koncentrerede os om de mest berømte
malerier. Det var hurtigt klaret, 40 minutter så var vi ude igen.
05/08/2007
af Asger
Vi glæder os begge til at vi skal videre til
Chianciaino Terme i morgen. Det er rart at rejse på denne måde hvor man
ser mere af et land end man kan nå på en uge, og vi er begge glade for at
vi ikke skal hjem i morgen. Det bliver spændende at komme ud på landet i
Toscana og væk fra turist hotspottene i de kendte byer.
|

Ponte Vecchio broen fra år
1345 hvor der tidligere var slagterbutikker i de
hængende lokaler på broens
yderside - i dag er der smykkebutikker.

Der var et bredt udvalg i fødevarehallerne
Mercato centrale.

Kuplen på domkirken Santa Maria del Fiore set
fra
klokketårnet Campanilen.

Det skæve tårn i Pisa, med en statue i lodret
position
i forgrunden.

Lucca - midt i billedet
Piazza del Mercato set fra
Guinigi tårnet.
|

|
06/08/2007
af Mette
Vi troede jo, at vi
skulle på landet…. Men nej. I den by, som ikke er nævnt overhovedet i
vores guidebog, myldrer det med turister. Der er en kilde, hvorfra vandet
skulle have en god virkning på leveren, hvis man bader i det eller drikker
det. Det vil sige, at det myldrer med pensionister der skal have renset
deres lever efter et langt liv med alt for megen god rødvin. Der er over
200 hoteller i byen!!
Vi gik en tur op til
turistinformationen og slappede lidt af i skyggen. Vi så en munk i
munkekutte og sådan et reb om maven, vi var begge ved at falde bag over.
Han kom ud af en kirke, der åbnede efter siesta, ligesom vi var ved at
skifte Emil på kirkens parkeringsplads, da der var dejligt øde.
Sidst på eftermiddagen
kørte vi en tur til den gamle bydel. Der var simpelthen så hyggeligt. Den
ligger på toppen af en bakke og har stejle smalle gader, masser af krukker
med blomster, smuk udsigt og alt hvad man ellers kan forlange af en rigtig
hyggelig idyllisk lille italiensk landsby. Det var lige sådan vi havde
forestillet os der skulle være i byen. Vi kom bare til at bo i den gale
ende med 200 hoteller. Det eneste gode ved den ende vi bor i er, at vi
igen får utrolig meget opmærksomhed på grund af Emil og føler os meget
unge.
07/08/2007
af Asger
Vi kørte en tur i
Pandaen efter morgenmaden. Vi ville se Orcia dalen som er på UNESCOs
verdensarvs liste over kulturarv, på grund af dens specielle prægning som
renæssensce landskab. Dalen var også rigtig flot med de bløde bakker og
små charmerende landsbyer højt placeret på nogle af bakketoppene.
Første stop i dalen var
en lille by ved navn Monticchiello, hvor vi parkerede bilen uden for byen
og gik ind i den gamle bykerne. Byen var en stor positiv overraskelse med
sine små pladser og hyggelige gader. Vi var inde og kigge i kirken som var
rigtig flot. Kirkerne her har en speciel duft af varme og ægte stearin fra
de levende lys som bliver brugt i den katolske tro. Vi spise frokost på en
lille cafe med udsigt over Orcia dalen. Der sad vi i skygge under
figentræer og spiste sandwich.
Næste stop på dagens tur
var byen Pienza som også er på UNESCOs liste over verdensarv på grund af
byens renæssance bygninger. Byen er også kendt for sine fåreoste som man
bliver opmærksom på lige så snart man er gået inden for bymuren. Det
lugter simpelthen af ost i store dele af den gamle bykerne. Også denne by
er utrolig charmerende med smalle gader, gode udsigts steder langs bymuren
og masser af krukker med blomster hængene og stående over det hele.
Derudover har den nogle store renæssance bygninger som Pave Pius 2. fik
opført, da Pienza var hans fødeby. Byggeriet startede i år 1459.
08/08/2007
af Mette/Asger
Vi skulle på en lille
tur til en sø der hedder Lago Trasimeno i
Umbria.
Vi fandt søen der ikke var lige sådan at komme ned til. Det første sted
var alt for proppet og turist agtigt. Vi kørte derfor videre og prøvede
selv at finde et bedre spot. Det ledte os ned af et par ufremkommelige
veje, der desværre endte blindt. Til sidst fandt vi en lille havn med små
joller. Der var ingen mennesker ud over os. Her spiste vi frokost, gav
Emil lidt mad og en ren ble. Søen er kendt for et slag mellem Hannibal og
hans elefanter og romerske soldater i år 217 f. Kr. Hannibal vandt og
næsten 16.000 romerske soldater mistede livet i et baghold.
09/08/2007
af Asger
Montepulcaino ligger på
en bakketop i 605 meters højde og var byen vi besøgte i dag. Byen ligger
kun 10 km fra Chianciano Terme og derfor var turen hurtigt overstået. Hver
onsdag er der marked på en plads uden for bymuren og vi nåede at snuse
lidt rundt der. Markedet var ikke noget at råbe hurra for og vi fortsatte
op i den gamle bydel hurtigt efter ankomst. Vi gik gennem den gamle byport
og var med det samme på hovedgaden, hvor der blev solgt lokalt vin fra
hyggelige butikker. Mette var inde og smage nogle lokale vine og faldt for
en Nobile 2003 som bliver produceret i omegnen af Montepulciano. Mette
ville dog ikke give de 20 euro som den kostede. Teorien var et det kunne
fås billigere uden for byen som samler mange turister. Vi gik lidt rund i
byen som var utrolig idyllisk med små gader og byen havde særdeles mange
udsigts steder, hvor der var udsigt over omegnen. Det var meget flot.
10/08/2007
af Mette
Vi havde ikke planlagt
meget til vores tur til Siena andet end at se rådhuset, der skulle have
inspireret Københavns Rådhus. Og det kunne man også godt se – tårnene
lignede hinanden. Dog var der slækket på det Københavnske indgangsparti,
der ikke er kæmpestort og af marmor.
Emil skulle have en lille lur og vi
ville på cafe for at smage en lokal specialitet – Panforte kagen. To
cappuccinoer og en lille tallerken med kagen. Det er en kage med mandler,
nødder, krydderier og så var der Gud bedre det glaserede citrusfrugter i
vores. Den smagte derfor faktisk ikke særlig godt – men var til gengæld
hunde dyr.
11/08/2007
af Mette
Til aften skulle jeg
ind og købe frimærker. Damen, som var noget en af fed italiensk matrone,
med lidt for nedringet trøje og lidt for meget makeup, troede kun at jeg
ville give 17 cent for at frimærke. Jeg prøvede dog at købe 17
frimærker. Til sidst var der en ældre herre i butikken der heldigvis
fattede lidt engelsk og kunne hjælpe til. Manden bag disken måtte skubbe
damen væk, fordi hun var blevet så hidsig over situationen!! MAMA MIA. Det
er utroligt, at de slet ikke forstår bare lidt engelsk.
|


Den gamle bydel i Chianciaino Terme.

Domkirken i
Pienza bygget efter
bestilling af
Pave Pisus 2.

Pienza.

Billedet er taget fra en parkeringsplads ved
vejen rundt om
Montepulcaino.
Oliventræer i forgrunden og et klassik toscansk
hus på en bakketop
i baggrunden.

Panforte og
cappuccino. |

|
12/08/2007
af Mette
Tidligt op og så på
landevejen. Vi kørte fra pensionist mekkaet til en sø, der hed Lago
Bolsena. Der var hel vildt lækkert, så vi besluttede os for at blive natten
over. Også fordi vi fandt ud af, at der var et hul i vores hotel booking,
så vi manglede en nat.
Om aftenen kørte vi op til byen
Montefiascone og købte take away pizzaer. Vi drønede så tilbage til søen,
hvor vi fandt en bænk og kunne nyde de sprøde italienske pizzaer til en
flot solnedgang. På pizzaria’et fik Emil som sædvanlig totalt meget
opmærksomhed.
13/08/2007
af Asger
Det tog 2 timer at køre
til Rom, eller Roma på italiensk. Vi havde printet en kørselsvejledning ud
fra ViaMichelin og det var godt da Rom med den nærmeste omegn, har små 4
millioner indbygger. Så det kan godt være svært at finde rundt. Det var en
god ide med kørselsvejledningen da vi kørte næsten direkte til hotellet.
14/08/2007
af Mette
Vi gik ind til Colleseum. Det var rigtig
varmt, så Emil og jeg satte os i skyggen imens Asger stod i kø og var
inde og se Colleseum. Det var nu også flot udefra. Det er utroligt at
tænke på, at det er så stort og flot og bygget for så mange år siden. Uden
hverken kraner, maskiner eller noget.
Da Asger kom tilbage skulle vi lige ind og
se Forum Romanum. Det var meget spændende. Det er igen vildt, at de for så
mange år siden, har kunne bygge noget så storslået. Og så var det også
lidt sjovt at forestille sig, at Cæsar har gået der.
15/08/2007
af Asger
Det var helligdag i
Italien. Det betyder at gaderne er endnu mere øde end de ellers er i
feriemåneden august, hvor 80 % af alle butikker har ferielukket. Så er man
taget til Rom for at shoppe er august en dårlig måned at gøre det i. Vi
var derimod taget herned for at se byen og hygge os, og det er august
perfekt til da der ikke er så mange mennesker i byen i denne måned.
Vi tog metroen til
Peterspladsen fra hotellet. Metrostationerne er lidt mærkelige, da de for
det første er malet hel sorte og fremstår særdeles mørke, og for det andet
er deres handicaphjælp lidt mærkelig da der først er trapper og derefter
hjælp ved indgangen med en bred billet kontrols automat med handicap tegn
på. Da vi har Emil i klapvognen bliver det til en del løft af denne.
Kirken var fabelagtig
flot med sine udsmykninger og selve størrelsen på kirken var overvældende.
Kirken stod færdig i år 1626 og er en af de 7 valfartskirker, hvad man
også kunne se da der var munke og nonner i alle hudfarver og dragter.
Derefter gik vi til
Navona pladsen, som vi havde fået anbefalet af Mettes veninde, da den
skulle være hyggelig og det skulle være mulig at købe nogle gode
sandwichs. Her så vi Flodernes fontæne og en flot kirke. Emil blev kaldt
en angel af 2 ældre turister, den dreng får noget opmærksomhed. Der var dog
også en del gadesælgere med kopi tasker og solbriller og andet gøgl på
pladsen, og vi syntes der var meget mere hyggeligt i de små sidegader og
specielt Via Della var hyggelig.
På vej til en metrostation gik vi over Tiber
øen, og der var hyggeligt med broerne af stenblokke kun for fodgængere. På
turen til Metrostationen så vi også Circo Massimo, med Palatin højen i
baggrunden. Det er det antikke Roms største "circus" Engang byens største
stadion og antagelig bygget i det 2.århundrede før Kristus. Her afholdtes
store væddeløb indtil år 549 med plads til tusindvis af tilskuere (nogle
kilder siger op til 300.000 og dette vil gøre det til verdens største
stadion nogensinde) på siderne af den ovale væddeløbsbane.
16/08/2007
af Mette/Asger
Asger løber imens skyggerne stadig er lange
og gadefejerne stadig er ude. Rom er en dejlig by, med sine kvarterer med
ældre huse i pastel farver, og andre kvarterer med nyere byggeri i 10
etagers højde. København har til sammenligning typisk bebyggelse i 5
etager. Derudover er den gamle bykerne charmerende.
Da vi var færdige med
morgenmaden gik turen til et loppemarked. Det viste sig dog, at der på
ingen måde var noget loppemarked over foretagende, men at det var en god
blanding af krejlere der solgte kopi-varer i et væk. Tro
det eller ej, men vi kom faktisk ud – uden at have købt noget som helst.
Om aften så vi først en plads der hedder
Piazza del Polono. Den var rigtig flot med en høj sten/søjle, som romerne
har nakket fra Egypten i tidernes morgen. Det var helt tydeligt at se på
de tegn der var hugget i den. Derefter gik vi til den spanske trappe. Der
var simpelthen så mange mennesker, at det ikke var til at komme hverken
frem eller tilbage. Trappen var ikke noget særligt.. bare en stor trappe.
Men det var da meget sjovt at se. Sidst så vi Fontaine la Trevor. Det var
helt vildt flot. Det er simpelthen utroligt med alle de flotte bygninger,
pladser, springvand mm. Vi er begge to ret vilde med Rom.
|

Solnedgang over
Lago
Bolsena.

Colosseum med 50.000 nummererede siddepladser.
Højden er 48 meter
og hele herligheden kunne overdækkes af
et kæmpe sejl fastspændt
til 224 piller. Bygget år 72 til 80.

Peterskirken stod færdig i 1626 og ligger i
Vatikanstaten for enden af
Peterspladsen. Vatikanstaten er verdens
mindste stat med omkring
1.000 beboere. Staten har bl.a. egen postvæsen
og egne eurosedler.

En nonne og en munk i Peterskirken. Lyskeglen
rammer dog ingen af
dem - måske har de ikke været i skriftestolen
endnu?

Mette på kopimarkedet som vi troede var et
loppemarked.
|

|
17/08/2007
af Asger
Vi kører de godt 200
kilometer af motorvejen mellem Rom til Napoli. Det er rart at de går
hurtigt når vi har Emil med. Det er sjovt at tænke på at vejen vi kørte på
her mellem bjerge og italienske byer i Syditalien har sin start i den
jyske muld. Hele vejen som hedder E45 og hernede A1.
Vi
skal bo i Pozzuoli som er en nordlig forstad til Napoli. Byen - fandt vi
ud af efter vi var ankommet til hotellet - ligger på siden af
supervulkanen Solfatara som betegnes som en større trussel end Vesuv da
der er meget bebyggelse på siderne af det 80 kvadratkilometer store krater
(inkl. vores hotel!) Udover at der lugter af svovl en stor del af tiden
mærker vi også vores hotels placering ved de brændende marker og
svovldampende som kommer op af jorden rundt omkring i området - i vejsiden
eller ved en bilforhandler. Vulkanen er godt overvåget og vi sover
nogenlunde godt om natten.
Til aften kørte vi en
lille tur til havnen i Pozzuoli – Et lidt mærkeligt sted, hvor der var
børnefamilier, gadesælgere, lokale der nærmest lignede sørøvere,
og så os. Man kan sagtens forestille sig at det har været et rigtigt
bandit sted.
18/08/2007
af Mette
Vi kørte først ned til
campingpladsen der skulle ligge i Solfatara vulkankrateret. Da vi ville
ind og kigge, krævede værten 11 euro. For hvad?? Vulkan og noget røg. Det
ville vi ikke på vilkår give. Man kunne da også gå en tur på vejen ved
siden af, hvorfra man kunne se det hele. Penge sparet er penge tjent.
Vi kom op og her ventede en
pragtfuld udsigt over hav og øer.
Vi vendte derefter
næsen mod Napoli. Selve kysten var flot, men byen var kedelig. Vi drønede
rundt, for at finde det spanske kvarter. Vi fandt det og fik da også
forvildet os derind i Pandaen. Det ville vi nok ikke gøre en anden gang,
og ikke råde nogle til at gøre det. Det var en værre omgang bittesmå
smalle gader der var ensrettede alle sammen. Inden vi så os om, var vi
derfor fanget i en labyrint af huse og vaskestativer.
19/08/2007
Af Asger
Trafikken er noget
speciel her i Napoli. Vejbanerne er ikke mærkede specielt godt, kun nogle
af lysreguleringerne virker, og der hvor de virker køre scooter og taxier
over for rødt. Folk kører ud foran hinanden og håber at andre holder
tilbage. Vejene – specielt motorvejende bugter sig op og ned over broer,
igennem tunneler og over og under hinanden. Det minder faktisk lidt om
Bangkok Det er bare med at følge trafikken! Vi er endog heldige at være
her i august hvor der er mange der har ferie. Det skulle være helt vil i
de resterende måneder.
Vesuv er den vulkan der
er mest markant når man kigger på Napoli fra Pozzouli. Vesuv er også den
vulkan der har begravet Pompei i op til 6 meter vulkansk aske i år 79 e.
Kristi fødsel, da der var et stort udbrud. Vores tur til Pompei i dag var
noget mere fredelig, da vi ville kigge på de berømte udgravninger. Vi var
begge noget overraskede over byens størrelse, og vi nåede da hele ikke at
se det hele, da vi havde Emil med i klapvognen, og det var 30 grader og
skyfrit. Der var ikke meget skygge at finde i byen og Emil måtte ikke være
for meget i solen. Derudover var det svært at komme rundt med klapvognen
på de toppede brosten. Byen var utrolig spændende at gå rundt i. Specielt
de små detaljer var sjove at se, da man på den måde kunne forestille sig
hvordan de levede dengang. Byen virkede overraskende rig, og
velorganiseret. Der var mange små fine haver og flotte templer med søjler.
Der var malerier på væggene, indrammet af muslingeskaller. Der var flotte
mosaiktegninger i gulvet. Efter 4 timer kørte vi hjem, - en stor
oplevelse rigere.
20/08/2007
af Mette
Her til aften kørte vi
ned til en by der hedder Bacoli. Det var faktisk en rigtig hyggelig by,
der ligger på en tange. Vi gik en tur på hovedgaden. Fik et stykke pizza
og en is. Vi satte os ned til søen for at spise isen og Emil fik lov til
at smage. Det var han ret vild med.
Vi kørte rundt om søen ved byen på vej hjem. Det var en rigtig god tur og
byen var en positiv overraskelse.
21/08/2007
af Asger
Sorrento halvøen ligger
syd for Napoli og forbi Pompei. Vi startede med at køre ud på den på nord
siden også kaldt Sorrento kysten, hvad der ikke var en god ide da alle
åbenbart skulle samme vej og der var meget kø. Kysten havde en flot udsigt
over Napoli og Vesuv, men ellers var kysten ikke noget at råbe hurra for
og vi fortsatte hurtigt om på sydsiden – Amalfi kysten – hvor vi efter et
pitstop hvor Emil fik mad kørte langs kysten tilbage af en vej der var
hakket ind i en lodret bjergside, hvor der nok var 100 meter lodret ned
fra vejen til havet. Særdeles flot med den snørklede vej med udsigt til
bjerge i op til 1200 meters højde og Salerno bugtens blå vand. Her kørte
vi efter en lille by der hedder Positano, som er en by der ligger smukt på
en skråning ned mod havet. Byen er en gammel fiskerby, men den lever nok
mest af turismen nu. Vi holdte og tog nogle billeder og jeg kiggede på
noget citron likør som halvøen er kendt for dog uden at købe noget.
Vi kørte til Amalfi by, men vi kunne ikke finde
en p plads da der ikke var mange på grund af byens placering på klippe
siden. Vi ville gerne have gået en tur i byen da den så hyggelig ud, men
det blev ikke til noget. Derefter sigtede vi mod byen Ravello hvor vi
fandt en p-plads og fik noget frokost. Byen var rigtig flot og hyggelig
med smalle gader og en smuk udsigt over bugten. Vi kunne begge godt lide
Ravello. Jeg var inde i Parken Belvedere Principessa de Piemonte, som
var fyldt med blomster og en smuk udsigt. Mette kiggede på butikker imens,
som hovedsagelig solgte keramik. Hun havde nær ikke fået Emil med ud fra
en smykkebutik, da indehaveren var helt vild med ham. Derefter kørte vi
hjem over bjergene igennem hårnålesving – en flot tur.
23/08/2007
af Asger
Sidste dag i Napoli.
Dagen brugte vi på en køretur til Vesuv, da jeg gerne ville op og kigge
på krateret. Turen derop var flot med hårnålesving og udsigts kig over
Napoli. Mette og Emil ville vente på p-pladsen. Krateret som ligger i 1200
meters højde var nemt nået da vi kørte næsten helt til toppen. Fra
p-pladsen var der 15min. gang til toppen. Krateret var kæmpestort, og
vildt at tænke sig når der har været udbrud – så ville det være pænt træls
at stå der på krateres kant! Langs kraterkanten var der selvfølgelig
souvenirs boder.
Da vi havde købt ind
gik jeg med Emil og Mette havde indkøbet fra supermarkedet i nogle
poser. Der kom en ældre herre og ville bære poserne for Mette hen til
bilen hvad han fik lov til. Vi viste ikke om han ville have penge for det.
Det fik han ikke og han så da heller ikke sur ud, så det var nok høflighed
fra hans side.
|

På hotellet som vi boede på var der
udstationere 100 betjente fra
Firenze. Vi kunne ikke få oplyst af hvilken
grund, men mon ikke det har
noget at gøre med det mafia opgør der havde
forgået i Tyskland, med
forbindelse til Napoli? Vores lejede Fiat
Panda var vi i hvert fald ikke bange
for blev stjålet under opholdet (Anden række
fra højre, bil nummer 3)
.

Vesuv og Napoli.
.

Emil får utrolig meget opmærksomhed - her i Pompei.
.

Pompei - uhyggeligt men sandt.
.

Positano var meget charmerende.
.

Udsigten fra Parken Belvedere Principessa de
Piemonte fås ikke meget
bedre.
.

Vesuv - Krateret var meget stort. Her er det
prøvet
visualiseret
ved at forstørre den mand der stod på kratre kanten.
. |

|
24/08/2007
af Mette
Jo tættere vi kom på vandet, jo flere
campingpladser kom der. Vi var inde på en og høre om en hytte. De havde en
hytte til 85 euro… men den var lidt lummer og dunkel. Vi kørte derfor
videre til næste campingplads og de havde en campingvogn som vi kunne
leje. Dejlig tæt på vandet, som vi jo ikke kunne benytte om dagen, da Emil
ikke må være i solen. Vi skulle komme tilbage klokken 16, så ville vognen
være klar.
Klokken halv fem fik vi vores waggon. Det
var noget af en komisk vogn med tilhørende terrasse, toilet og køkken.
Selve vognen var simpelthen så gammel, at den burde stå på national
museet. Der var dog nye madrasser og sengetøjet duftede af vaskepulver.
Jeg var glad og synes det var vildt fedt, at vi kunne sidde udenfor i
havemøblerne. Der var bare det minus, at der var ikke nogen aircon. Vi gik
en tur ned til vandet om aftenen og kiggede. Det var en fin strand med
dejlig koldt vand. Vi dyppede dog kun tæerne.
Da vi skulle sove gik der totalt party i
den. Der blev simpelthen spillet totalt højt musik fra nogle dårlige
skrattende højtalere… og det fortsatte. Emil og jeg faldt hurtigt i søvn
hvorimod Asger gik fuldstændig i kamp mode og jagtede myg ned i Emil og
min ende af campingvognen hele natten. Det resulterede i, at Emil
lignede en teenager med et kæmpe myggestik i panden og to på kinden. Asger
selv fik 10 der kløede så han slet ikke kunne sove.
25/08/2007
af Asger
Efter at Mette har givet Emil flaske ved 6
tiden om morgen, kan jeg ikke sove pga. myggestik, så jeg løber en tur
på stranden i solopgangen. Det hjælper dog ikke på trætheden.
Vi slapper af hele dagen
i vores campingvogn og uden for den i de utrolig charmerende hvide have
plastisk stole. Emil har fået et lille bitte badebassin som han er glad
for, da det er varmt – selv under træerne på campingpladsen.
26/08/2007
af Mette
Det kunne ikke gå hurtigt nok for mig at få
pakket sammen her til morgen. Jeg havde ikke sovet på grund af varmen
og myggene… og så på grund af det latterlig ringe disco der kørte på fulde
drøn på campingpladsen. Det kan godt være, at campingvognen var billig, 40
euro, men jeg ville på hotel, med aircon og et ordentlig bad… hurtigt.
Så det kom vi.
27/08/2007
af Asger
Vi slapper af på vores strandhotel – eller
næsten strand hotel, for godt nok hedder det mare hotel, som betyder
strandhotel på italiensk, men der er nok 100 meter ned til stranden, så
det er luksus nok til os. Vi får nu ikke brugt stranden så meget i
dagtimeren da Emil ikke må være i solen i hans alder og da slet ikke her
hvor temperaturen runder de 35 grader om dagen. Det er derfor heldigt at
det er dejligt køligt om morgen og om aften, så der kan vi gå ud i byen og
på stranden.
Af samme grund ville vi
af sted fra morgenstunden for at se Paestrum, som er nogle græske templer
og ruinerne af en gammel by, som blev bygget år 600 f. Kr. som er utrolig
velbevaret efter deres alder. Det viste sig at vi nærmest boede ved siden
af dem, så vi kunne faktisk godt have gået. Mette er ved at være mæt af
udflugter, så hende og Emil sad i skyggen på en cafe og drak kaffe imens
jeg gik en tur og kiggede på de gamle templer. Jeg syntes det var sjovt
at se dem efter Pompei, da vi var noget imponerede over hvad menneskeheden
kunne der for 2000 år siden. Men dette er bygget 600 år tidligere, og det
gør det ikke mindre imponerende. Den gang kunne de også ligge brosten og
bygge flotte bygninger.
Resten af dagen slappede
vi af med 7 kabale og pizzaer. Til aften gik vi en tur i byen i den kølige
brise, og vi sluttede dagen af med at sidde på vores altan og drikke rødvin
i fuldmånen og kigge på flagermus.
29/08/2007
af Asger
Dagen hvor vi tager tilbage til kolde
Danmark. Temperaturen var ved ankomsten til Kastrup 17 grader - Det var
noget andet end varme Italien.
Det har været en rigtig god måned hvor vi
fandt ud af at det ikke var noget problem at rejse med en 6. måneder
gammel dreng. Vi er glade for at vi kom af sted.
|

Vores fantastiske campingvogn.

Stranden ved Capaccio.

Paestrums imponerende
templer.

Hygge med solnedgang og take away pizza på
stranden i Capaccio. |
      
      
      
      
      
      
      
© Mette & Asger [Turning-globe.dk] |
|